10.000 i dusør i drabssag fra Greve

af

26 august, 2008   ·   0 kommentarer

Der er nu udlovet en dusør på 10.000 kroner i sagen om drabet på Claus Herløv Nielsen og politiet søger oplysninger om sålaftryk fundet i den dræbtes blod.

Siden slutningen af marts har politiet efterforsket drabet på den 42-årige førtidspensionist Claus Herløv Nielsen, som lørdag den 22. marts blev fundet død i sin lejlighed Grønnelykkeparken 20H i Greve.

Politiets efterforskning viser, at der har været tale om en hvis form for kamp på setdet.

Claus Herløv Nielsen blev sidst set i live fredag den 14.marts klokken 20.30.

Søndag den 16. marts klokken 21.00 blev der konstateret blod på ydersiden af den dræbtes entrédør. Politiet antager at drabet er fundet sted i tidsrummet mellem fredag og søndag.

De kriminaltekniske undersøgelser på stedet viste, at der var afsat et sålaftryk på gulvet i den dræbtes blod.

Sålaftrykket stammer fra en sko af mærket ECCO, model FREE, som  er fremstillet og solgt som herremodel i årene 1980-2007 og som damemodel i perioden 1980-2007.

Herremodellen blev kun fremstillet i sort, hvorimod damemodellen har været
fremstillet i flere farver.

Det skønnes at skomodellen ikke er særlig udbredt mere og politiet er derfor interesseret i at få oplysninger om personer med tilknytning til Hundige området, der kan være ejer af sko af denne model.

Politiet oplyser, at en person, som ønsker at være anonym, har udsat en dusør på 10.000 kroner til den, som kan fremkomme med oplysninger, der kan føre til opklaring af drabet på Claus Herløv Nielsen.

Midt- og Vestsjællands Politi hører gerne fra personer som har oplysninger i sagen. Politiet kan kontaktes på telefon 46 35 14 48.

 


Læsernes kommentarer (0)