af Rolf Larsen
30 august, 2008 · 0 kommentarerKloakvand i kælderlager og rottelort overalt – det var det syn, som mødte Fødevarekontrollanterne, da de kom på kontrolbesøg i købmandsforretningen Pillayar Store i Bryggergade 18 i Herning i onsdags.
Virksomheden forhandler importerede orientalske fødevarer, krydderier, mel- og grynprodukter primært fra Indien og Sri Lanka, frugt og grøntsager, almindelige kolonialvarer, samt frosne fiske- og kødprodukter.
Selvom virksomheden havde haft store problemer med rotter og kloaksystemet var brudt sammen på grund af rotteaktiviter, blev der alligevel opbevaret og solgt fødevarer fra virksomheden. Fødevarestyrelsen kalder forholdende for ‘stærkt uhygiejniske’. I et ulovligt kælderlager stod kloakvandet i en højde af 10-15 cm. Overalt var der rotteekskrementer og fødevarerne i lagerlokalet, bar tydeligt præg af fugtskade og rottegnav.
Virksomheden blev straks lukket af fødevaremyndighederne og virksomhedens ejer blev påbudt, at destruere samtlige fødevarer fra butikken og det ulovlige kælderlager.
Fordi rotter er et skadedyr, der lægger ekskrementer og afsætter urin overalt, hvor den bevæger sig og fordi den kan sygdomsfremkaldende bakterier med sig fra kloaksystemerne råder Fødevarestyrelsen forbrugere til at destruere varer som de har købt i butikken. Desuden rådes forbrugerne til at rengøre området hvor varene har stået og vaske hænderne grundigt.