af Rolf Larsen og Poul Nielsen
29 oktober, 2008 · 0 kommentarerTirsdag aften kom det til voldsomme uroligheder mellem politi og christianitter på og omkring Christiania.
Urolighederne udsprang af en utilfredshed blandt christianitterne med, at Slots- og Ejendomsstyrelsen tirsdag formiddag sørgede for, at et hus på fristaden blev ryddet og revet ned.
Fogeden sørgede for at beboeren blev sat ud med politiets hjælp, hvorefter maskerede bygningsarbejdere gik igang med at rive huset ned.
Få timer efter at rydningen af huset gik igang, samlede 3-400 demonstranter ved Christiania for, i første omgang at gå til Slots- og Ejendomsstyrelsen. Denne plan måtte dog undervejs opgives og i stedet blev knibbelsbro blokeret i godt en time i protest mod rydningen.
Senere på eftermiddag var der spredte aktioner og demonstrationer i København. Igen forsøgte demonstranter at blokere Knippelsbro, ligesom aktivister gik igang med at genopføre den nedrevne bygning.
Politiet var hele dagen massivt tilstede.
Ud på aftenen begyndte aktivister at bygge barrikader og kaste med sten, kanonslag og molotovcocktails mod politiet, som svarede igen med massivt tåregasangreb.
I løbet af aftenen bølgede kampene frem og tilbage og der blev sat ild til flere biler i området, ligesom der blev bygget brændene barrikader i Prinsessegade og Dronningensgade.
Først omkring midnat kom der ro i området.