af Rolf Larsen
28 november, 2008 · 0 kommentarerTorsdag formiddag valgte politiet at afspærre et større område omkring Jernbanegade i Nakskov og tilkalde forsvarets bomberyddere efter fundet af en bombelignende genstand i en busk.
Politiet havde forinden fået en anmeldelse om, at der lå en bombelignende genstand i en busk på Jernbanevej. En politipatrujle blev sendt til stedet og kunne konstatere at genstanden rigtig nok lignede en bombe, hvorfor afspærringen blev foretaget og bomberydderne blev tilkaldt.
Men før bomberydderne nåede frem, fik politiet en henvendelse fra en mand, som mente at genstanden muligvis stammede fra en julefrokost, som han havde været til i fredags.
Den 40-årige mand forklarede politiet, at han havde haft en bombeattrap med til julefrokosten, hvor den blev brugt i en pakkeleg. Hvordan attrappen efterfølgende er endt i busken, vidste manden ikke.
Efter at have fået mandens forklaring, valgte politiet at afblæse alarmen, ophæve afspærringen og sende bomberydderne hjem igen.
Politiet forventer ikke at nogen vil blive sigtet i sagen, men betegner det som ‘ualmindeligt tankeløst’ at efterlade en bombeattrap på et offentligt sted.