af Poul Nielsen
30 januar, 2009 · 0 kommentarerEn 26-årig mand fra Viborg var torsdag aften så beruset, at han måtte sove sin brandert ud i detentionen i Viborg.
Manden var gæst på Club 21 på Vesterbrogade i Viborg, men ved midnatstid havde han fået så meget at drikke, at stedet nægtede at servere mere for ham.
Den besked fik ham til at opføre sig truende overfor personalet og han blev derfor bedt om at forlade stedet.
Den 26-årige nægtede at efterkomme personalets henstilling og politiet blev tilkaldt for at assistere med at få ham væk. Men heller ikke politiet ville han høre på og da patruljen ikke mente, at han var i stand til at klare sig selv, blev han anholdt og sat i detentionen.