af Rolf Larsen
30 januar, 2009 · 0 kommentarerTo unge mænd på 19 og 17 år blev torsdag idømt henholdsvis otte måneders og 60 dages betinget fængsel med to års prøvetid ved retten i Glostrup.
Mændene, der blev anholdt og varetægtsfængslet den 21. december, blev dømt for grove og uprovokerede trusler med gaspistol og stav mod tilfældige personer. Den 19-årige blev tillige dømt for hærværk, røveri samt brugstyveri.
Dommene faldt blandt andet på baggrund af tre episoder som fandt sted om aften den 20. december.
kl. 22.20 er de to dømte på vej fra fest. På vejen begår den 19-årige hærværk på en personbil. Han går på taget og kølerhjelmen og er dermed skyld i buler og ridser. To personer, der står i en have ved siden af, påtaler hans adfærd. Den 19-årige truer på den baggrund de to med en gaspistol.
kl. ca. 22.58 på Hvidovrevej i Hvidovre får de to dømte i stærkt beruset tilstand øje på en mand, som den 19-årige har et gammelt udestående med. Manden er på vej ind i Blockbuster. De to dømte venter på ham. Da han kommer ud, truer de ham umotiveret og uprovokeret med en stav og gaspistol. Da manden løber fra stedet affyrer den 17-årige fire skud med gaspistolen i retning mod ham.
Ti minutter senere passerer de to dømte en mand og en kvinde op på Arnold Nielsens Boulevard i Hvidovre. Idet de passerer hinanden støder den ene dømte sammen med manden. Det fører til, at de dømte truer de to forurettede med både stav og gaspistol, bl.a. ved at tage ladegreb på pistolen og rette den direkte mod den forurettede mands ansigt. De forbipasserende flygter fra stedet, hvorpå den ene af de dømte affyrer et skud.
Begge mænd modtog dommen.