af Rolf Larsen
25 marts, 2009 · 0 kommentarerEn 30-årig mand fra Ishøj blev i fredags idømt 1 års ubetinget fængsel for i alt 29 tilfælde af blufærdighedskrænkelse mod 29 piger i alderen 12-15 år.
De mange krænkelser var foregået i årene 2004-2007.
Via børnehjemmesiden ARTO og på Microsofts chatprogram MSN havde han lokket eller truet pigerne til at sende nøgenbilleder af sig selv, eller til at posere nøgen foran webkamera.
I flere tilfælde havde den 30-årige udgivet sig for at være kvinde, der med løfte om modeljob fik lokket pigerne til at sende nøgenbilleder. Den 30-årige havde også i flere tilfælde tvunget piger til at foretage forskellige seksuelle handlinger foran webkamera, ved at true med at han ville offentliggøre deres nøgenbilleder, hvis ikke de gjorde det.
Den 30-årige udbad sig betænkningstid med hensyn til, om han ville anke eller modtage dommen.