4 februar, 2010 · 0 kommentarer
En ny trendrapport fra mobiltelefonselskabet Telia viser, at kvinder vil have endnu mere tryghed i mobilen i fremtiden. Med mobilen i tasken eller hånden skal kvinder kunne føle sig trygge, når de bevæger sig rundt om aftenen eller i mennesketomme gader.
Kvinder forventer, at mobilen skal kunne beskytte dem i flere situationer. Den er ikke kun deres centrale kontakt til omverdenen, men den skal også kunne fungere som overfaldsalarm. Hver anden kvinde ønsker at bruge mobilen som overfaldsalarm (48,7 pct.). Heraf er hele 40 pct. kvinder i alderen 18-25 år. Tallet for de ældre kvinder (65+), er også særdeles højt.
- De danske kvinder ønsker i høj grad, at mobilen i fremtiden skal være med til at give tryghed. Tendensen er især tydelig hos de helt unge kvinder. Med en mobil i hånden eller tasken, vil den 19-årige Lise i fremtiden kunne føle sig mere tryg, når hun går alene hjem fra en bytur, siger Jesper Korsskov, som er produkt- og marketingdirektør i Telias mobilforretning.
Tryghed på gaden og i hjemmet
Også i hjemmet skal mobilen øge sikkerheden ved at fungere som en brandalarm. En ud af tre vil nemlig godt have, at mobilen skal kunne bruges som brandalarm (31,9 pct.).
- Formålet med Trendrapporten er netop at identificere behov for, at telebranchen kan udvikle de produkter, som danskerne efterspørger. Hvis en mobilproducent udvikler en mobil, som indeholder overfaldsalarm, vil vi være glade for at kunne tilbyde vores kunder den, så de kan føle sig mere trygge i nattelivet, siger Jesper Korsskov.