25 marts, 2010 · 0 kommentarer
Traditionen tro rydder P3 sendefladen til fordel for Humor mod Aids i den højspændte Sell Out, hvor kendte sælger ud af deres forfængelighed.
Igen i år vil P3 samle ind til AIDS-Fondets kampagne ‘Humor mod Aids’. I tre dage sender P3 ‘Sell Out’ fra kl. 9 til 12. Det er Sara Otte og Felix Smith, der styrer slaget, men det er P3s lyttere, der bestemmer, hvor sjovt det bliver. For jo flere sms’er, der sendes ind, desto mere sælger kendisserne ud. Og det betyder selvfølgelig flere penge til Humor mod Aids. Sidste år indsamlede P3 over 500.000 kr! Så lytterne skal indstille radioen og gribe mobilen, når ‘Sell Out’ går i luften fra den 29. marts til den 1. april kl. 9 til 12.
Sell Outs
P3 lytterne kan være med til at bestemme, hvad der skal tatoveres på Peter Ålbæks smækre krop. Eller høre Ellen Hillingsø og Morten Grunwald opføre en scene fra ‘Paradise Hotel’. Der er også mulighed for at nyde Søren Pind synge socialistiske slagere.
Lytterne skal fatte mobilen og byde ind med hver en krone, de kan undvære via sms, for P3 har lokket masser af kendte til at sælge ud af deres stolthed. P3 udfordrer Sofie Gråbøl og Lars Brygmann, Lisa Lents og praktikanten Thomas Skov Gaardsvig, Brødrene Price og Signe Muusmann og selv til Jan Gintberg har de fundet et Sell Out. Alle gør de det, for at samle penge ind til AIDS-Fondets kampagne ‘Humor mod Aids’. Jo flere penge lytterne byder ind med, des mere outrerede situationer kan kendisserne havne i og jo sjovere bliver det.
Nøgen Skærtorsdag
Torsdag den 1. april kl 11.30 kulminerer det hele med en nøgensession på tre Rådhuspladser. I København, Århus og Odense har lytterne mulighed for at bidrage – blot ved at smide tøjet. ‘Automester’ giver et beløb for hver nøgne krop lytterne bidrager med – så vær gavmild med nøgenheden og glem blufærdigheden!
Hvad går pengene til?
De penge, P3-lytterne sender ind, går til AIDS-Fondets årligt tilbagevendende kampagne ‘Humor mod Aids’. Her samles der ind for at hjælpe børn i Danmark, Kenya og Ukraine. I Ukraine støtter de et værested, så gadebørn kan få omsorg, mad, tøj og undervisning i stedet for et liv i kloakkerne med hiv-smitte og sprøjter, de deler for at holde livet ud. I Kenya giver de uddannelse og hjælp til unge piger, der er tvunget ud i prostitution, så de kan skabe sig et bedre liv uden risiko for hiv og aids. Og i Danmark giver de hiv-smittede børn og unge oplevelser og et tiltrængt frikvarter fra hverdagens ensomhed, isolation og hemmeligholdelse af deres sygdom.
Læs mere om ‘Humor mod Aids’ på www.humormodaids.dk