Indland  »  Politik

Kommunaldirektør fritaget for tjeneste

af

5 april, 2010   ·   0 kommentarer

Koldings kommunaldirektør Ingemann Olsen er i dag blevet fritaget fra tjeneste.

Økonomiudvalget valgte på et møde, at fritage Ingemann Olsen for tjeneste. Det er sket efter en sag hvor han til Morgenavisen Jyllands-Posten blandt andet kom med følgende udtalelser om arbejdsmoralen i kommunerne:
“Jeg har mange gange oplevet, at folk er rejst, og at jeg bagefter må sige: Hvad pokker har de egentlig lavet? Jeg mærker ikke noget til, at de er rejst. Den slendrian kan du opleve i alle store organisationer. ” Og:

“Det er onde ord i det moderne Danmark, men der er nogle, der er mere syge og mere pivede end andre.”

Ingemann Olsen startede som økonomidirektør i Kolding Kommune i 1976. I 1982 overtog han posten som kommunaldirektør, blot 36 år gammel, og har i sine knap 30 år på posten sat markante præg på Kolding.

Borgmester: Tid til at bringe nye kræfter ind

- Ingemann Olsen har været en grundpille i Kolding Kommune i en menneskealder og har været med til at skabe den kommune, vi kender i dag. I de kommende år står vi imidlertid over for nogle helt nye og meget store udfordringer. Derfor er dette er det rigtige tidspunkt at bringe nye kræfter ind. Vi har brug for en ny kommunaldirektør, der kan sætte en ny retning og lede Kolding Kommune igennem de kommende års udfordringer, siger Koldings borgmester Jørn Pedersen (V).

Ifølge aftalen er Ingemann Olsen fritaget for tjeneste, indtil han fratræder sin stilling ved udgangen af juli 2010.


Læsernes kommentarer (0)