Indland  »  Udland

Amnesty: Stop udlevering til dødsstraf og tortur i Indien

af

12 april, 2010   ·   0 kommentarer

Amnesty International retter en hård kritik mod den danske regering for beslutningen om at udlevere danskeren Niels Holck til Indien.

Sagen mod Niels Hoclk drejer sig om nedkastning af en betydelig mængde våben over den indiske delstat Vestbengalen i 1995.

Danmark har på papiret sikret sig, at en eventuel dødsstraf mod Niels Holck ikke eksekveres, men den forsikring giver generalsekretær i Amnestry International, Lars Normann ikke meget for:

- Garantien er ikke det papir værd, den er skrevet på, og Danmark bør under ingen omstændigheder udlevere ham. Alene det faktum, at man er nødt til at lave en detaljeret aftale med Indien om så ømtålelige emner som dødsstraf og tortur, bør få alle alarmklokker til at ringe. Der findes ingen internationale retningslinjer for denne type af aftaler, der er ingen uvildig kontrol i fængslerne, og Danmark har ingen sanktionsmuligheder, hvis Indien bryder aftalen, siger Lars Normann Jørgensen, der er generalsekretær i Amnesty International.

Amnesty mener, at den danske regering handler i strid med menneskerettighedskonventionen, når den vil udlevere den terrormistænkte dansker Niels Holck til Indien, hvor tortur og mishandling er udbredt, og hvor mindst 50 mennesker blev dømt til døden i 2009. Indien har endnu ikke ratificeret FN’s torturkonvention, og ved at udlevere Niels Holck til Indien handler Danmark i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der forbyder udlevering af personer til lande, der anvender dødsstraf.

- Danmark har i mange år været kendt i FN som en af verdens absolutte forkæmpere i kampen mod tortur. Men med beslutningen om at indgå en diplomatisk forsikring med Indien er vi med til at underminere det totale forbud mod tortur, siger Lars Normann Jørgensen.


Læsernes kommentarer (0)