28 april, 2010 · 0 kommentarer
Billetlugen bruger såkaldt Augmented Reality-teknologi til at gøre det endnu nemmere at finde ud af hvad der sker i nærheden.
Billetlugen har udviklet en integration til Layar Reality Browser, der gør det muligt at vise Billetlugens samarbejdspartneres kultursteder og kulturbegivenheder.. Layar er en gratis mobilapplikation som kan downloades til iPhone og Google Android.
Løsningen fungerer ved, at man holder mobiltelefonen op foran sig som når man tager et billede. Applikationen anvender mobiltelefonens kamera og GPS til at vise brugeren de omkringliggende interessepunkter som f.eks. kan være et teater eller et spillested. Brugeren får vist hvad der sker og kan læse flere informationer om f.eks. en koncert, og kan hvis arrangementet falder i brugerens smag købe billetten med det samme. Applikationen kan herefter guide brugeren frem til det pågældende interessepunkt.
- Vi tror på mobiltelefonen som et vigtigt element i forbindelse med billetformidling i fremtiden og bruger mange ressourcer på, at udforske de særlige muligheder som mobiltelefonen tilbyder. Augmented Reality er en af disse teknologier som kan komme til at gøre en forskel i fremtiden, vi synes derfor det er vigtigt at være blandt de første danske virksomheder der tilbyder en løsning der benytter denne løsning. Bliver der taget godt imod løsningen vil den blive videreudviklet og vi påtænker f.eks. at kunne guide brugeren yderligere frem mod et arrangement f.eks. ved at henvise til restauranter og lignende der tilbyder services i relation til det enkelte arrangement. Løsningen vil også være oplagt på festivaler og lignende udendørs begivenheder hvor vi med løsningen kan hjælpe med at guide publikum rundt” og dermed give brugeren yderligere værdi i forbindelse med billetkøbet, siger Adm. direktør i Billetlugen A/S Jeppe Michael Jensen.