af Rolf Larsen
11 maj, 2010 · 0 kommentarerFlere folketingsmedlemmer end almindelige borgere foretrækker at sætte deres børn i privatskole. Det viser en rundspørge som Morgenavisen Jyllands-Posten har foretaget.
Avisen skriver, at Folketingets 175 medlemmer har i alt 77 børn i den skolepligtige alder – af dem går 18 i private og frie skoler. Det svarer til knap 24 procent – mod 14 procent af de danske skolebørn.
Blandt de socialdemokrater som sender deres børn i privatskole er politisk ordfører Henrik Sass Larsen og næstformanden i folketingsgruppen, Mette Frederiksen. Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, meddelte søndag, at hun sender en af sine døtre i privatskole efter sommerferien.
Socialdemokraterne har tidligere skarpt kritiseret forældre, som flyttede deres børn fra folkeskolen til privatskole.