af Rolf Larsen
25 maj, 2010 · 0 kommentarerDet er det værst tænkelige tidspunkt, politikerne går ud og skærer i dagpengene på, mener FOA.
I en situation med stigende ledighed er en kortere dagpengeperiode det allersidste, der er brug for. Hullerne i sikkerhedsnettet for de svageste bliver nu dobbelt så store, og det står klart for alle, at konsekvensen er, at mange personer og familier vil miste eksistensgrundlaget, mener Fagforbundet FOA.
- Det er asocialt – det rammer de allersvageste. Det skaber klart større ulighed. Jeg tror, at det er det mest asociale forslag, vi har set siden 2001. Der vil være mange, der kommer drastisk i klemme af den kortere periode, siger forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.
Han stiller sig også uforstående over for, at Dansk Folkeparti for tre uger siden i Folketinget skarpt kritiserede forslaget om at skære i dagpengene – nu er partiet ophavsmand til nedskæringerne.
FOA frygter, at dagpenge-nedskæringen også rammer hårdt blandt offentligt ansatte.
- Vi har set, at sygehusene har nedlagt op mod 2000 stillinger i dette halvår. Kommunerne er i dag i gang med nye fyringsrunder efter, at mange af dem har genåbnet budgetterne. -Selvfølgelig vil der være en række offentligt ansatte, der kommer slemt i klemme, siger Dennis Kristensen.
I dag har FOAs a-kasse cirka 5000 medlemmer, der modtager arbejdsløshedsunderstøttelse.
I 2008, da Arbejdsmarkedskommissionen kom med sit forslag om dagpengeforkortelser, havde 38 procent af FOAs ledige medlemmer en ledighedsperiode på 104 uger eller mere.
Mere end hver tredje ledige FOA-medlem kan dermed se frem til at blive ramt på forsørgelsesgrundlaget af den kortere dagpengeperiode.
Dennis Kristensen tilføjer, at han kan frygte, at mange i fremtiden slet ikke vil melde sig ind i en a-kasse. Dagpengenes kompensationsgrad er blevet udhulet i de senere år. Sammenholdt med den nye kortere periode, kan mange fristes til at sige, at det slet ikke kan betale sig.
- Dermed er den danske flexicurity-model nu ved at rinde ud. A-kasserne får nu en meget stor opgave i at informere om, at for de fleste er bistandshjælp ikke et alternativ,siger Dennis Kristensen.