Glippet MGP-sejr koster millioner

af

10 juni, 2010   ·   0 kommentarer

Chanée og N’evergreen var blevet mangemillionærer, hvis de havde vundet finalen i det internationale MGP. I stedet tjener de nu en brøkdel.

Så tæt på millionerne, at det næsten gør ondt. En dansk finalesejr til det Europæiske Melodi Grand Prix i Oslo havde været guld værd for Chanée og N’evergreen. Faktisk ville det have sikret dem i al fremtid.

Det slår manden bag duoen, pladeselskabsdirektør og mangemillionær, Stig Ulrichsen, fast.

- De har jo ikke på den måde tabt penge, da de jo ikke havde vundet før. Men Chanée og N’evergreen kunne have tjent betydeligt flere penge, hvis de var nået helt til tops i finalen. Bare inde for de næste to til tre år kunne de have tjent det seksdobbelte. Det er nok tæt på at være et tocifret millionbeløb, de er gået glip af, siger Stig Ulrichsen til Nyhedsbureauet Newspaq.

Det er både koncerthonorar og muligheden for at brage igennem i udlandet, som kunne se helt anderledes ud, hvis Danmark var krøbet tre pladser højere op.

- Ingen tvivl om, at Chanée og N’evergreen kunne have fået en langt større karriere i Europa. Og koncerthonorarer kan også mærkes, forklarer han.

Før Oslo kostede duoen 40-45.000 kroner for at komme ud og spille på landets festivaler og til julefrokoster inklusiv band. Nu er prisen gået 5-10.000 kroner op.

- Nu ligger en booking på 50-60.000 kroner til en firmafest. Hvis de havde vundet det europæiske Melodi Grand Prix, havde det ligget på mellem 100-140.000 kroner, slår manageren fast.

Stig Ulrichsen har også Brødrene Olsen i sin stald og kan stadig se effekterne fra sejren, her ti år efter.

- Inden Brødrene Olsen var med i det danske Melodi Grand Prix i år 2000, gik de faktisk for en meget lav hyre. Da de vandt det danske MGP, steg de til det dobbelte i forhold til før. Og da de vandt det internationale, steg det til over det dobbelte. Selv den dag i dag ligger deres honorarer her ti år efter væsentligt højere, end da de vandt, siger han.

Sangerinden Chanée nægter dog at lade sig gå på af de millioner, der kunne være væltet ind på bankbogen.

- Selvfølgelig vil man altid tjene så meget, som man kan. Men jeg er ikke så pengefikseret, så for mig er det ikke noget, jeg vil gå og ærgre mig over. Hvis vi ikke havde vundet det danske Melodi Grand Prix, havde vi overhovedet intet tjent, siger Chanée til Newspaq.

Duon skal nu på turne rundt i landet og er allerede blevet booket til en lang række julefrokoster.


Læsernes kommentarer (0)