Billig sms er fup og fiduser

af

5 juli, 2010   ·   0 kommentarer

Det bliver alligevel ikke billigere at sende sms’er, fastslår to teleeksperter over for Nyhedsbureauet Newspaq.

IT- og Telestyrelsen lancerede ellers i dag en stor historie om, at prisen nu blev presset ned fra 20 øre pr. sms til 16 øre pr. sms.

Men det er engrosprisen, der er blevet tvunget ned – altså blot den pris, som eksempelvis TDC betaler Telenor og omvendt, for at deres kunder kan sende sms’er til hinanden.

- IT- og Telestyrelsens udmelding er nok det mest ubegavede, jeg har hørt længe. Det her vil ingen betydning have for priserne på en sms. For der er allerede fastprisaftaler for de unge, der sender mange sms’er, og priserne på standardabonnementerne kommer ikke til at rokke sig, slår teleekspert John Strand fra Strand Consult over for Newspaq.

Han lever af at rådgive virksomheder om teleløsninger, og han ser kun én konsekvens af dagens udmelding om sms-priser.

- Det her gør IT- og Telestyrelsen for at skabe arbejde for sig selv og for at profilere sig over for forbrugerne. Det her vil ingen betydning have for priserne på sms’erne. I stedet for at forsøge at skabe mere arbejde for sig selv, skulle styrelsen forsøge at gøre sig selv overflødige, lyder det fra John Strand.

En anden teleekspert er heller ikke ligefrem overvældet af himmelråbende forventninger oven på IT- og Telestyrelsens udmelding i dag.

- Det er et godt et spørgsmål om, hvorvidt det kommer til at betyde noget for priserne. Måske vil de små selskaber, der lever af at sælge fri sms til unge mennesker, kunne sænke prisen en smule. Men det er i forvejen der, hvor sms-prisen er lavest. Og de store selskaber ændrer vist ikke på noget, siger teleekspert Torben Rune fra Netplan til Newspaq.

For ét er, hvad kunderne betaler for at sms’e, et andet er, hvad selskaberne betaler for at fragte kundernes sms’er frem og tilbage. Og de to ting har absolut intet med hinanden at gøre.

- Det, der gør, at den her prisændring ikke kommer til at betyde så meget, er, at der allerede i dag er prisaftaler, der ligger under den maksimale grossistpris, flere af operatørerne imellem. Men det betyder altså ikke, at kundernes priser falder af den grund, slutter Torben Rune.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra IT- og Telestyrelsen til de to teleeksperters dom.


Læsernes kommentarer (0)