af Rolf Larsen
29 juli, 2010 · 0 kommentarerEn 42-årig mand ringede onsdag aften til politiet og fortalte, at han havde dræbt sin ekskæreste.
Østjyllands Politi modtog kl. 23.28 i aftes en telefonisk anmeldelse fra en 42-årig mand, der ved henvendelsen oplyste, at han havde slået sin ekskæreste ihjel ca. 15 minutter forinden. Drabet skete i en lejlighed i Reberbanevej i det indre Randers.
Der blev straks sendt politi og ambulance til gerningsstedet.
Ved ankomsten, fandt politiet en 46-årig kvinde liggende død i lejligheden – og det blev med sikkerhed konstateret, at hun var blevet stukket i halsen med en kniv.
Den 42-årige mand opholdt sig i lejligheden – og han blev på stedet anholdt som sigtet for manddrab.
Både den dræbte og den formodede gerningsmand er kendt i misbrugsmiljøet i Randers, oplyser Politiet.
Ifølge Politiet har de to angiveligt tidligere været kærestepar. Hvornår samlivsforholdet er ophørt, er politiet i gang med at afdække.
Grundlovsforhør bag lukkede døre
Den 42-årige formodede drabsmand, blev senere på dagen fremstillet i grundlovsforhør, hvor dommeren valgte at det skulle holdes bag lukkede døre.
Den 42-årige blev varetægtsfængslet i fire uger.