30 juli, 2010 · 0 kommentarer
2009 var et godt år for dansk musik, antallet af nye danske udgivelser var enormt, og samtidig blev en meget stor andel spillet på DRs radiokanaler. I 2009 har Gramex registreret 1.711 nye danske udgivelser. Det er 508 flere end året før, svarende til en fremgang på 42 procent
DR har skruet op for mængden af dansk musik i radioen de seneste år.
En opgørelse, som DR har lavet, viser, at andelen af danskproduceret musik i DR Radio er steget både på P2, P3 og P4 siden 2007. Det samme er sket på en række af DRs DAB-kanaler.
På P2 har stigningen været størst. Hvor det i 2007 var hver femte cd eller plade, der blev spillet, der var af dansk herkomst, er det nu næsten hver tredje – eller 31 procent. På P3 er andelen af danskproduceret musik vokset fra 33 til 36 procent fra 2007 til 2009, mens P4-tallet er gået fra 46 til 48 procent i samme periode.
- DR har en særlig forpligtelse over for den danske musik. Både den traditionelle og den nye musik er public service-kerneområder, og der er ingen andre kanaler, der spiller så meget dansk musik som DRs. Det har vi konstant vores opmærksomhed på, og det glæder mig, at procenten går i vejret og at lytterne har taget godt i mod det, siger Ole Mølgaard, der er kanalchef for P3, P4 og DRs digitale kanaler.
Mens udenlandske radiostationer på nettet og de kommercielle danske stationer kun sjældent giver mulighed for at høre den nye danske musik, så har man fra DRs side fokuseret på at give lytterne mulighed for at stifte bekendtskab med en bred vifte af kunstnere på den danske musikscene.
- Lytterne sætter pris på mangfoldigheden i musikvalget, og vi ønsker ikke blot at spille de samme 20 cd’er. DR Radio spillede i 2009 således musik fra mere end 76 procent af alle danske musikudgivelser, og dermed er vi med til at give både nye og etablerede danske kunstnere et stort publikum herhjemme, siger Ole Mølgaard.
Ikke mindst de mest populære af DAB kanalerne spiller en stadig større rolle for dansk musik. På P5, DR Dansktop, DR Hit og DR Pop DK er til sammen 80 procent af musikken nu danskproduceret, hvor det for et år siden “blot” var 69 procent.
Antal registrerede udgivelser med afspilning på DR
Antal nye udgivelser
2007 – 1261
2008 – 1203
2009 – 1711Nye udgivelser med afspilning på DR
2007 – 934
2008 – 855
2009 – 1307(kilde: Gramex)