3 august, 2010 · 0 kommentarer
Sommerhusene på den populære jyske vestkyst har noget overraskende lidt et slag på salgsprisen siden nytår. Friske tal fra boligsiden.dk viser, at det gennemsnitlige sommerhus ved vestkysten har fået barberet over 100.000 kroner af prisen alene i løbet af årets andet kvartal.
- Beløbet svarer til et fald i salgsprisen på knap 8 pct. i løbet af bare tre måneder. Det er ganske overraskende, for gennem hele 2009 har prisen kun kendt én vej, og det er opad, fortæller Boligsidens kommunikationschef Birgit Daetz.
Fra sidste kvartal i fjor og frem til marts i år stabiliserede de vestjyske sommerhuspriser sig ellers, så et gennemsnitligt sommerhus lå lige omkring 1,5 mio. kr. for som sagt at falde temmelig markant hen over de seneste tre måneder.
Fald og stigning i Østjylland
Udviklingen ved vestkysten bliver ikke mindre iøjnefaldende, når man sammenligner med priserne på den jyske østkyst. Her er der nemlig sket det stik modsatte.
- Priserne i Østjylland har fra starten af 2009 også taget turen opad, men her knækkede kurven allerede med udgangen af september. Herefter faldt priserne frem til udgangen af første kvartal i år – dog mindre drastisk med omkring 5 pct. – for så siden at stige igen. I dag har sommerhusene ved østkysten allerede indhentet halvdelen af det tabte, forklarer Birgit Daetz.
Udviklingen betyder reelt, at der i dag kun er godt og vel 60.000 kroner i forskel på de gennemsnitlige salgspriser i Øst- og Vestjylland – sidstnævnte ligger dog fortsat højest. Her koster husene i dag i gennemsnit 1,4 mio. kr.
Mere plads for pengene i vest
Med til historien hører imidlertid også, at sommerhusene i Vestjylland i gennemsnit er større end i Østjylland. Så ser man på kvadratmeterprisen, får man mere for pengene i Vestjylland. Her koster husene 16.400 kroner pr. kvadratmeter, mens de er 1.400 kroner dyrere i Østjylland.
- For blot 60.000 kroner mere kan man i Vestjylland få et gennemsnitligt sommerhus på 87 kvadratmeter, mens de østjyske sommerhuse i gennemsnit er på 75 kvadratmeter, siger Birgit Daetz.