Prisen på andelsboliger er nagelfast

af

20 september, 2010   ·   0 kommentarer

Salgsprisen for en andelsbolig har stort set ikke rokket sig ud af flækken
siden starten af 2009. Samtidig har den gennemsnitlige månedlige ydelse for solgte andelsboliger det seneste år ligget på et konstant niveau. Det viser helt nye tal fra boligsiden.dk.

Har man gået og ventet på prisfald, inden man ville slå til på købet af en andelsbolig, har ventetiden vist sig at været forgæves. I de sidste 12 måneder har den gennemsnitlige pris på andelsboliger nemlig ligget helt stabilt. Det viser helt nye tal fra boligsiden.dk, som har indsamlet salgsdata fra landets ejendomsmæglere.

- Den gennemsnitlige andelsbolig koster i dag rundt regnet 700.000 kroner for andelsbeviset og knap 4.000 kroner i månedlig ydelse. Sådan har det været siden sensommeren sidste år, siger Boligsidens kommunikationschef Birgit Daetz.

Prioriterer lavere månedlig ydelse
Prisen for et andelsbevis har ligget stort set helt fast siden starten af 2009. Dog faldt den gennemsnitlige månedlige ydelse for de solgte andelsboliger fra knap 5.000 kroner i første halvår af 2009 til et niveau lige under 4.000 kroner i sensommeren sidste år.

- Den månedlige ydelse ligger fortsat på omkring 4.000 kroner, så ligesom salgsprisen har ligget fast i over halvandet år, så har køberne prioriteret en lavere ydelse til andelsboligforeningen det seneste års tid, siger Birgit Daetz.

Ifølge pressekoordinator hos Nybolig, Jesper Elle, kan det være svært at sætte fingeren på årsagen til, at faldet sker i den månedlige ydelse og ikke i salgsprisen.

- En lav boligafgift på andelsboligen er tydeligvis populær hos køberne. Men det er vigtigt at huske på, at meget afhænger af andelsboligforeningens belåning, og at der gælder anderledes regler på andelsboligmarkedet end på ejerboligmarkedet. Derfor er det også sværere at gennemskue baggrunden for prisudviklingen i forhold til den
gennemsnitlige månedlige ydelse. Vi arbejder stadigvæk med at finde
beregningsmetoder, der gør økonomien på området mere gennemsigtig, forklarer han.

Ser man på antallet af handler hos landets ejendomsmæglere ligger er
andelsboligmarkedet også helt stabilt. Det seneste år er der blevet solgt omkring 1100 andelsboliger i kvartalet igennem ejendomsmæglerne.


Læsernes kommentarer (0)