Mand dømt for at mishandle kæresten

af

12 oktober, 2011   ·   0 kommentarer

En 46-årig mand fra Herlev er blevet idømt otte måneder og ti dages ubetinget fængsel for vold mod og mishandling af sin 47-årige kvindelige kæreste igennem fire år. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Volden og mishandlingen fandt sted fra 2007 til 2011 på adresser i København og Herlev.

Han blev blandt andet tiltalt og dømt for at tage kvælertag, kaste hende i gulvet og ind i en dørkarm og slå hende med knytnæve i ansigtet og på kroppen med bøjede ribben, et blåt øje, et flækket øjenbryn og adskillige mærker og smerter til følge.

Dommen faldt i går ved Glostrup Ret.

- Det er en grov sag, som politi og anklagemyndighed har set med stor alvor på, siger anklager Malene Lund Michaelsen.

Kvinden anmeldte sagen den 11. august i år. Manden blev anholdt og sigtet den 31. august. Han har under hele sagen nægtet sig skyldig og overvejer at anke. Han er tidligere dømt for vold.


Læsernes kommentarer (0)