Askepanikken var overflødig

Flybranchen mistede millioner, da myndighederne holdt luftrummet lukket alt for længe på grund af en gammel procedure.

Danske fly blev holdt på jorden uden grund, da askeskyen fra Island fløj forbi Danmark.

Dermed mistede fly- og rejseindustrien hundredvis af millioner, og tusinder af rejsende sad fast i lufthavne.

Det fremgår af de rapporter fra Vulkansk Aske Rådgivnings Center (VAAC) i England, som askezonerne blev inddelt efter, og som Statens Luftfartsvæsen (SLV) udstedte flyveforbud efter.

– Hvis vi havde vidst, hvad vi ved nu, så havde vi haft andre procedurer, der havde åbnet for luftrummet tidligere, end vi gjorde, siger kommunikationschef Thorbjørn Ancker til Nyhedsbureauet Newspaq.

Faktisk vurderer SLV, at de allerede kunne have åbnet luftrummet tirsdag den 20. april klokken 14. Men de fleste flyselskaber og rejsende måtte vente til torsdag morgen, før der regelmæssigt stod fly på startbanen.

Flyselskaberne skulle indhente godkendelser fra motorfabrikanterne, før de kunne flyve i zone 2. Godkendelser, som de kunne have hentet på forhånd og derved alle samme være på vingerne tirsdag den 20. april klokken 14.

Sagens kerne er en gammel fremgangsmåde over for aske i luftrummet fra 1995, som SLV fulgte til punkt og prikke, da askeskyen tog Danmark med storm.

Den siger meget klart, at alle fly skal blive på jorden, hvis der er sandsynlighed for aske i luften. Problemet er bare, at eksperterne fra VAAC ikke tidligere havde foretaget testflyvninger af aske i luften. Dermed viste ingen, at flyene sagtens kunne klare aske i mindre mængder, og et lukket luftrum derfor var uden grund.

– Med den nye information, der er kommet frem, så er det dybt kritisabelt og meget ærgerligt for ikke at sige frygteligt kostbart for luftfartsindustrien, som man har lagt fuldstændig ned efter det her, siger Stig Elling fra Star Tours til Newspaq.

Han mener, at der burde have været et beredskab med zoneinddeling på askemængder, fordi det ikke er første gang, at man har haft en vulkan i udbrud til fare for flysikkerheden.

– Når vi nu kan konstatere, at vi kunne have fløjet i så mange dage, før vi fik lov, så mener jeg, at der burde være gjort et bedre forarbejde, siger Stig Elling og understreger, at det burde være undersøgt tidligere, netop fordi myndigheder forbløffende hurtigt fandt ud af, at flyene ikke havde problemer med en mindre koncentration af aske.