3F: Løkkes spareplan er skingrende skæv

Fagforbundet 3F tager kraftigt afstand fra regeringens spareplan og kalder den “skingrende skæv”.

Fagforundet mener, at en udskydelse af lettelsen af topskatten ikke går op med en permanent beskæring af dagpenge og folkepension

3F mener at regeringens “Genopretningsplan” skaber større ulighed og tror mere på S-SF strategien om at arbejde sig ud af krisen.

– Jeg er ganske enkelt målløs. Lige som man troede at regeringens politik ikke kunne blive skævere, så skærer regeringen i dagpenge, folkepension og andre overførsler under dække af krisen. Det er simpelthen uforskammet, siger forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.

Han er især forarget på sine ledige medlemmers vegne. En dagpengemodtager vil i 2012 have 400 kr. mindre om måneden i dag. Permanent.

– De ledige skal ikke alene bære konsekvenserne af en forfejlet finanspolitik, der ikke har sat ind over for den stigende arbejdsløshed. Nu står de også tilbage med regningen, siger han.

Han giver ikke meget for at den sidste rest af topskattelettelserne udskydes.

– De rigeste har fået i pose og sæk. Størstedelen af skattelettelserne er jo gennemført. Nu lader man så, som det hele går lige op med en permanent nedsættelse af dagpenge og folkepension, at udskyde det sidste lag af forgyldningen, siger Poul Erik Skov Christensen

3F-formanden foretrækker S-SF’s vej ud af krisen, hvor øget gennemsnitlig arbejdstid og permanent tilbagerulning af dele af skattelettelserne går hånd i hånd.

– Der er to klare veje i dansk politik: Løkkes skæve besparelser eller Thornings arbejdsplan, hvor alle bidrager. Der er ingen tvivl om, at oppositionens forslag er langt at foretrække for de lavtlønnede, siger Poul Erik Skov Christensen.