Pindsvin brændt af

Torsdag formiddag fik Bornholms Politi en anmeldelse fra en borger, der havde fundet et pindsvin, som nogen havde brændt af. Pindsvinet var blevet fundet i Rønne, på en græsplæne ved nogle ungdomsboliger.

Da politiet kom frem, kunne det konstateres, at pindsvinet var dødt. Det havde sorte, afsvedne pigge på ryggen og ned ad venstre side. På ryggen sad rester af en brændt avis, ligesom der lå rester af afbrændt avis rundt om dyret.

Pindsvinet bliver nu undersøgt nærmere for at fastslå, om det var i live, da det blev brændt, og om der er brugt brandbare væsker til at antænde det.

Hans Øllegaard fra Dyrenes Beskyttelse på Bornholm kalder afbrændingen af pindsvinet “noget svineri” og siger:

– De må være noget afstumpede, de mennesker der har gjort det her.

Blot to dage tidligere var det i Hørup i Sønderjylland, at en hundelufter tirsdag morgen fandt et pindsvin, nogen havde stukket ild til.

Her havde pindsvinet først fået væltet en 150 kg tung sten ned over sig. Derpå var det blevet overhældt med tændvæske og sat ild til. Gerningsmændene er ikke pågrebet, men flere folk i området har natten til mandag hørt en flok unge larme og grine omkring det sted, hvor pindsvinet senere blev fundet brændt.

– Nu har vi oplevet to næsten identiske sager på meget kort tid, og det synes jeg er uhyggeligt, siger dyreværnschef Jens Svenningsen fra Dyrenes Beskyttelse.

– Man kan desværre ikke undgå at få en mistanke om, at sagen fra Bornholm er afledt af den fra Sønderjylland. Vi vil opfordre til, at forældre sørger for at opdrage deres børn til at have respekt for umælende dyr.

Dyrenes Beskyttelse udlover nu en dusør på 500 kr. for oplysninger, der fører til pågribelsen af gerningsmanden eller gerningsmændene fra sagen på Bornholm.