Net-pinkode til dit Dankort på vej

Svindlen på nettet med Dankort er blevet så stort et problem, at PBS nu barsler med nye forholdsregler.

Massiv svindel med Dankort på nettet betyder, at sikkerheden nu bliver strammet.

Det afslører PBS, der administrerer betalingskortet, over for Newspaq.

– Vi er jo kede af, at udviklingen går den vej den går, nemlig at misbruget med Dankortet er stigende på nettet. Derfor undersøger vi lige nu andre sikkerhedselementer, siger Søren Winge, der er pressechef i PBS.

Præcis hvordan nethandlende kommer til at mærke stramningen bliver afgjort i løbet af efteråret.

– Man kan forestille sig flere muligheder: Enten en ekstra kode, som er specifik til handel på nettet, som man allerede har i dag på internationale kort. Eller måske en kobling til den nye digitale signatur NemID, siger Winge.

Mængden af fup og svindel med Dankort på nettet bliver ved med at stige. De seneste tal understreger problemet.

6,7 millioner kroner blev der svindlet for i første halvår af 2010 mod 3,8 millioner kroner i samme periode sidste år, viser det nyeste tal fra PBS. I hele 2009 blev der svindlet for 9,5 millioner kroner.

Foreningen for Distance- og Internethandel, FDIH, der repræsenterer ejerne af netbutikker, hilser større sikkerhed velkommen, fordi de handlende betaler gildet, når en svindler slår til.

– For os er det bare vigtigt, at der kommer en løsning, som er både hurtig og enkel. De handlende på nettet er nemlig meget utålmodige og smutter videre, hvis handlen bliver for besværlig, siger FDIH’s kommunikationschef, Henrik Theil.

I løbet af de kommende par måneder skal FDIH og PBS aftale, hvordan et nyt sikkerhedssystem skal gribes an.

Handel på nettet med Dankort sker i dag sådan, at du oplyser kortnummer, udløbsdato og kontrolcifre. Alle tre oplysninger er påtrykt kortet.

Fakta:
Svindlen med Dankort på nettet er steget enormt

2006 – 4 mio. kr.
2007 – 5,1 mio. kr.
2008 – 5,9 mio. kr.
2009 – 9,5 mio. kr.
2010, første halvår – 6,7 mio. kr.

I samme periode er omsætningen i nethandlen steget fra 12 mia. i 2006 til 21 mia. kroner i 2009