Lesbiske vil ikke kaldes far

Mor og mor kan ikke udfylde Familiestyrelsens papirer uden at lyve. Myndigheden anerkender problemet og overvejer, hvad der skal ske.

Lesbiske par må tage kreative midler i brug, når familien skal udvides. Lovgivningen er efterhånden på plads, men der er stadig mange administrative hegn, der skal hoppes over.

Det fortæller både lesbiske forældre og LGBT Danmark, det tidligere Landsforeningen for bøsser og lesbiske, som kritiserer det offentlige system for at være gammeldags og ekskluderende.

– Vi har længe brokket os over, at man ikke i familieområdet får rettet sit heteronormative ordvalg ind til en mere moderne sprogbrug, fortæller Søren Laursen, der er talsmand for kunstig befrugtning og adoption i LGBT Danmark.

En af de besværligheder, lesbiske par møder, er, at de skal køre en faderskabssag, fordi de ikke er gift med faren til barnet.

Den slags sager kan normalt ordnes ved at udfylde et skema via internettet. Men systemet kan ikke acceptere, at begge forældres cpr-nummer slutter på et lige tal, som alle kvinders gør. Lesbiske må i stedet skaffe formularerne i papirform.

Her opstår endnu en forhindring, fortæller Maren Sander Granlien, der for to år siden fik en søn med sin kone Margit.

– Min kone skulle svare, om hun havde haft sex med én mand eller flere mænd i den periode, hvor hun var blevet gravid. Der var ikke andre svarmuligheder, og man skal svare på tro og love, siger den 31-årige kvinde til Nyhedsbureauet Newspaq.

For ikke at lyve måtte de selv tegne en passende rubrik i skemaet.

Familiestyrelsen, der er ansvarlig for faderskabsregistreringen, er klar over de ekstra besværligheder, og Neel Pryds, der er fuldmægtig i styrelsen, siger, at procedurerne omkring faderskabssagerne er ved at blive fornyet.

– Vi er opmærksomme på, det er et ønske særligt fra de lesbiske, at der kommer en ny rubrik på, så man ikke skal svare på, om man har haft et seksuelt forhold til en mand, for det kan føles krænkende, siger hun.

Hun understreger dog, at hun ikke kan sætte en tidshorisont på ændringerne i proceduren omkring faderskabssager, og heller ikke kan love, hvad resultatet bliver.

LGBT Danmark mener ikke det kan passe, at nogle forældre skal tegne deres egne rubrikker for at passe ind. Søren Laursen fortæller, at de i foreningen prøver at påvirke det offentlige system ved at foreslå mere kønsneutrale ord.

– For eksempel et ord som ‘medmødre’ faktisk et ord, jeg i sin tid har sammensat og gennem en årrække fået promoveret så meget, at det nu indgår i almindelig sprogbrug på området, lyder det fra talsmanden.

For Maren Sander Granlien er det ikke nok, at lovgivningen tillader hende at skabe en familie med en anden kvinde. Sprogbruget i journaler og blanketter betyder noget.

– Det kan være hårdt nok i sig selv at være en minoritetsfamilie, men den slags blanketter definerer, hvad der er det rigtige. Den familieform, vi har, er åbenbart ikke rigtig, og vi bliver puttet ned som andenrangsfamilie, siger hun.