Glidecreme kan trækkes fra i skat

Hvis du er prostitueret, kan du bare give los, når det kommer til at trække sexremedier fra i skat.

I rufferisagen mod Anni Brinch er det kommet frem, at en repræsentant fra Skattecenter København har forklaret pigerne, hvad de kunne fratrække af deres arbejdsredskaber. Det vil sige glidecreme, kondomer og silikonebryster.

Og nu viser det sig, at det faktisk i høj grad er benyttet at trække remedierne fra hos Skat.

Sexarbejdernes Interesseorganisation og Kompetencecenter Prostitution kender alt til de fradragsberettigede goder.

– Alle dem, der betaler skat, trækker det fra. Mange af dem har jo en revisor til at rådgive, og der er mange remedier, der kan trækkes fra. Også piske, håndjern og den slags, siger socialfaglig medarbejder ved Kompetencecenter Prostitution, Jette Heindorf, til Newspaq.

Det er dog svært at finde ud af, hvor mange prostituerede, der er skatteregistrerede, da Skat ikke laver den slags opgørelser. Men alligevel oplyser Skat, at der ikke kan herske tvivl om, hvorvidt sexremedierne er fradragsberettigede.

– Hvis det er et nødvendigt arbejdsredskab i dit erhverv, er det fradragsberettiget. Så det gælder naturligvis også glidecreme, kondomer og lignende, siger chefkonsulent i Skatteministeriet, Benjamin Bødtker.

Der er dog en grænse, for hvad man kan påstå er en nødvendighed i sit erhverv. Da stripperen Lia Damén tilbage i år 2000 ville trække sine nye silikonebryster fra i skat, fik hun et nej. Og den besked ville Anni Brinchs klinikdamer også have fået.

– Det er jo ikke nødvendigt at have silikonebryster for at være prostitueret, siger Benjamin Bødtker til Newspaq.

Kompetencecenter Prostitution er ved at lave en ny opgørelse over antallet af prostituerede i Danmark, og tallet menes at ligge i omegnen af 5.700.

Dette tal gælder dog for alle mere eller mindre organiserede, og dermed også skatteregistrerede og ikke-skatteregistrerede.