Fund af lig starter efterforskning på ny

Alt tyder på, at liget, der i går blev fundet i Norge, er en af de druknede danskere. Derfor genoptager myndighederne i Norge nu eftersøgningen af de sidste tre fra luften.

– Det er mere sandsynligt end usandsynligt, at det er en af de forsvundne danskere.

Sådan lyder vurderingen fra Bjart Gabrielsen, der er politichef i den norske by Mandal, overfor Newspaq.

Derfor har myndighederne i området nu besluttet at iværksætte overvågning fra luften et par timer om dagen nogle dage fremover. På den måde håber de at finde de sidste tre af de unge århusianere, der for næsten tre uger siden kæntrede ud for Skjernøy i den sydlige del af Norge.

Synet af et lig, der har ligget i vand i tre uger, er aldeles ubehageligt, fortæller Bjart Gabrielsen. Man kan se, at det drejer sig om en mand, men liget er i så dårlig stand, at det er umuligt at vurdere alder med det blotte øje.

Liget er nu sendt til obduktion i Oslo, og politichefen håber, at retsmedicinerne i denne uge vil kunne afgøre, om liget er en af de unge, danske mænd eller ej.

Men alt tyder altså på det.

– For det første er der findestedet. Personen er fundet tæt på, hvor de fire danskere omkom. Desuden kender vi ikke til andre sager om forsvundne mennesker i området, siger Bjart Gabrielsen til Newspaq.

Han understreger dog, at politiet i Mandal intet vil konkludere, før de får svar fra obduktionen.

Retsmedicinerne i Oslo samarbejder med Rigspolitiets identifikationsafdeling, der ifølge Bjart Gabrielsen hjælper til med blandt andet DNA fra de forsvundne århusianeres pårørende.

I Danmark bekræfter Alf Topp fra Rigspolitiets Kriminaltekniske Center overfor Newspaq, at de samarbejder med politiet i Norge, men han vil ikke komme nærmere ind på detaljerne.

Det vil Niels-Otto Fisker, der er kommunikationsrådgiver hos Rigspolitiet heller ikke.

– Vi bistår selvfølgelig altid i den slags efterforskningssager, men af hensyn til de pårørende, vil jeg ikke sige noget konkret, siger han til Newspaq.

Det var en lokal fisker, der i går fandt liget. Han har det, ifølge Bjart Gabrielsen, “helt alright”.

– Det er selvfølgelig ubehageligt at se et dødt menneske, men sådan en oplevelse er nok desværre en del af det at være menneske. Jeg er ikke bekymret for, at han ikke kan forholde sig til det, siger politichefen.

Fiskeren handlede helt som han skulle, og ventede i sin båd ved den døde, indtil politiet i Mandal ankom, fortæller politichefen til Newspaq.