Andy kom stangstiv hjem kl. 5.30

Schlecks forklaring om én drink modsiges nu i stor stil. Stjernen har pyntet på sandheden.

Monsterdruk. Det var, hvad Andy Schleck og holdkammerat Stuart O’Grady brugte hviledagen på i går. Det fortæller en kilde fra Team Saxo Bank til Nyhedsbureauet Newspaq.

Derfor blev de to ryttere smidt af Bjarne Riis hold, selvom den ene hovedperson, Andy Schleck, forsøger at underspille indtagelsen af de våde varer i stor stil.

TV 2 refererede tidligere på dagen en sms fra Schleck. Her skriver cykelstjernen, at han indtog én drink om aftenen, hvilket er noget andet end Newspaqs oplysninger.

En højtstående person på Team Saxo Bank fortæller, at de to cykelryttere kom hjem i urimelig beruset tilstand klokken halv seks i morges, og at det i øvrigt langt fra er første gang, Schleck og O’Grady har slået til Søren i en sådan grad under et cykelløb.

– Vi var nødt til at statuere et eksempel for at bevare en disciplin på holdet, lyder forklaringen på, hvorfor de to vigtige ryttere er blevet bortvist.

Én af Danmarks mest cykelvidende personer tror heller ikke på Andy Schlecks forklaring om det pauvre indtag af våde varer.

– Hvis de virkelig kun har taget én enkelt drink, som de siger, så lyder det som en urimelig og uforståelig reaktion, vurderer cykelekspert Henrik Elmgreen over for Newspaq.

Ifølge eksperten må der have været noget mere end én genstand i glasset.

– Jeg tror ikke på, at det kan forholde sig sådan, som Andy siger, for jeg kender Bjarne Riis som et fornuftigt menneske, og sådan vil han ikke overreagerer over én drink, slår han fast.

At Andy Schleck og Stuart O’Grady har hang til mange genstande, er utrolig let at få bekræftet alle steder fra.

En kilde i toppen af den danske cykelverden har ikke lyst til at stå frem med navn. Men han fortæller til Newspaq, at både Andy Schleck og Stuart O’Grady er kendt i cykelsporten for den særlige vane.

– De er virkelig glade for våde varer, og jeg er sikker på, at der som sædvanlig er røget en del indenbords, forklarer han til Newspaq.

Hos hovedsponsoren Saxo Bank har man ikke lyst til at kommentere historien.

– Vi blander os ikke i de sportslige dispositioner og har derfor ingen kommentarer, lyder det fra pressechef i Saxo Bank, Kasper Elbjørn, til Newspaq.