Jønke utilfreds med erstatning

HA-rockeren Jørn “Jønke” Nielsen er langt fra tilfreds med en erstatning på 335.000 kroner for uberettiget varetægtsfængsling. Han krævede det tredobbelte og appellerer derfor afgørelsen.

Statsadvokatens afgørelse, om at tilkende Jørn ’Jønke’ Nielsen en erstatning på 335.000 kr., falder ikke i god jord hos HA-talsmanden.

– Jeg er selvfølgelig tilfreds med, at de vil udbetale erstatning, men jeg er langt fra tilfreds med beløbets størrelse, siger Jørn ‘Jønke’ Nielsen til Newspaq.

– Jeg har tænkt mig at appellere den her, fortæller han.

I december 2007 overfaldt en 23-årig mand HA-rockeren med en 20 centimeter lang kniv. Jørn ‘Jønke’ Nielsen gik dog til modangreb og sårede angriberen, da han fik tilkæmpet sig kniven.

Jørn ‘Jønke Nielsen mente, at han kun forsvarede sig, og dermed handlede i nødværge. Han blev purre frikendt i både By- og Landsretten. Sagen endte i Højesteret, hvor han også gik fri.

Efter frifindelsen krævede han en erstatning på knap 1,2 millioner kroner, men han fik altså kun 335.000 kroner udbetalt for sine knap ti måneder bag tremmer.

– Vi skal op i langt større tal, før at jeg er tilfreds, ud fra det, som jeg er blevet udsat for under de knap ti måneders varetægt, fortæller Jørn ‘Jønke’ Nielsen.

Han ønsker ikke at snakke om, hvad han konkret gik igennem i politiets varetægt, men det bliver ikke det sidste, vi hører om sagen.

Overfaldsmanden fik i 2009 en dom på halvandet års fængsel for overfaldet på rockeren.