Bordelmutter: Nu går vi alle under jorden

Skumle kælderrum og mørke gyder kan blive tilholdssteder for prostituerede, fordi deres bordelmutter ikke længere tør være i branchen. Skat og socialarbejdere får det svært.

Bordelmutter tolker Anni Brinchs dom som en ren krigserklæring på ordentlige forhold for pigerne i branchen.

– Annis dom er noget pis. Det tvinger os allesammen til at gå under jorden nu, siger bordelmutteren Dana.

Dana har været i branchen i fire år, og laver til daglig vagtplaner, vasker og gør rent for op mod 20 prostituerede. Hun vil ikke stå frem på grund af sine børn, og Dana er derfor et kunstnernavn. I branchen er hun 30 år, men i virkeligheden lidt ældre.

– Vi stopper ikke bare på grund af en dom. Vi må derfor tilbage til de kældre og gyder, vi kom fra i sin tid, fortæller Dana, og understreger, at pigerne på gaden har langt værre forhold end pigerne på klinik.

Og det kan talsmanden for Seksualpolitisk Forum skrive under på.

– Det bliver sværere for kvinderne at arbejde under trygge forhold, når de ikke kan arbejde på en klinik. Forholdene på gaden kan være meget hårdere for kvinderne, siger Vivi Hollænder, der også tror, at Anni-dommen sender flere prostituerede ud på gaden.

Når pigerne må på gaden, mister socialarbejdere og myndigheder samtidig kontakt med de prostituerede, ifølge Vivi Hollænder, fordi de ikke længere kan findes på faste steder. Og så bliver det sværere at hjælpe dem, forklarer hun.

Men der er også et økonomisk aspekt for samfundet ved at sende prostituerede på gaden.

– Så kan Skat godt skyde en hvid pil efter indtægter, fordi de går til bagmændene, forklarer Dana.

Derfor hjælper domme, som den over Anni Brinch i dag, ikke på forholdene for de prostituerede.

– Sagen betyder, at det nu er slået helt fast, at det er ulovligt at drive bordel og massageklinik. Det er også ulovligt at udleje værelser til prostitution. Mange som driver bordel er i overhængende fare for at blive dømt. Det kan betyde, at bordellerne lukker ned, fortæller Vivi Hollænder.

Derfor må politikerne tage affære, mener Dana.

– Politikerne bliver nødt til at indse, at de ikke kan slå os ihjel. De må finde plads i systemet til os, siger Dana.

Derfor er hun også glad for, at Anni Brinch nu har anket dommen til landsretten.

– Jeg kan se, at hun har anket, og det er jeg rigtig glad for, så vi kan holde debatten kørende, slutter hun.

Dana har tidligere været medlem af Kliniklauget, hvor også Anni Brinch var medlem. Kliniklauget var en gruppe bordelejere i branchen, som forsøgte at gøre deres klinikker lovlige og sætte fokus på pigernes forhold.

Danas rigtige identitet er kendt af redaktionen.