To bybusser kørte sammen i Århus

Fire buspassagerer blev kørt til behandling på skadestuen efter et færdselsuheld fredag formiddag.

To bybusser – linje 107 og linje 25 kørte kort før klokken 11 sammen i krydset Skanderborgvej / Ormslevvej i Århus.

Østjyllands Politi oplyser, at linje 25 var blevet påkørt af den bagfrakommende linje 107.

Der skete betydelig materiel skade på begge busser, og fire personer blev kørt til behandling for piskesmæld på skadestuen. De tilskadekomne var alle passagerer i buslinje 25.

Uheldet gav ingen større, trafikale problemer, og krydset var kun spærret kortvarigt, oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi, Jens Fonseca.